IP/09/112 Bruxelles, den 22. januar 2009Store innovationsfremskridt i EuropaDen europæiske resultattavle for innovation 2008, som offentliggøres i dag, viser, at EU gjorde væsentlige fremskridt i sin innovationsindsats før finanskrisen. Innovationskløften i forhold til USA og Japan blev mindsket, navnlig som følge af de store fremskridt i mange nye medlemsstater, bl.a. Cypern, Rumænien og Bulgarien. Over hele EU blev der især gjort fremskridt med hensyn til menneskelige ressourcer og tilvejebringelse af kapital til innovation. Virksomhedernes investeringer i innovation er dog stadig forholdsvis beskedne, særlig når der sammenlignes med USA og Japan. I tilslutning til denne rapport indeholder 2008-rapporten om videnskab, teknologi og konkurrenceevne en grundigere analyse af tendenserne inden for offentlig og privat forskning og udvikling, teknologisk ydeevne og fremskridt i gennemførelsen af det europæiske forskningsrum. "I disse krisetider er det ikke hensigtsmæssigt at afbryde innovation og investeringer i forskning. De har afgørende betydning for, at EU kan komme stærkere ud af den økonomiske krise, og for at EU kan håndtere udfordringerne med hensyn til klimaændringer og globalisering. EU har mange aktiver og råder navnlig over et stadig mere attraktivt europæisk forskningsrum og yder en innovationsindsats, der fortsat bliver bedre og bedre. Men der er stadig meget, der kan forbedres, især erhvervslivets forholdsvis ringe investeringer. Med Kommissionens initiativer til at forbedre forskningseffektiviteten i EU, sætte skub i innovationen og udvikle højteknologiske markeder er EU på rette spor," understregede Günter Verheugen, næstformand for Europa-Kommissionen og EU-kommissær for erhvervspolitik, og Janez Potočnik, EU-kommissær for forskning. Rapporten viser, at de europæiske lande kan opdeles i fire grupper på forskellige præstationsniveauer, og at stort set alle lande har forbedret deres indsats, om end omfanget af fremskridt varierer:Schweiz, Sverige, Finland, Tyskland, Danmark og Det Forenede Kongerige er førende innovationslande med en indsats et godt stykke over EU-gennemsnittet. Af disse lande forbedrer Schweiz og Tyskland deres præstationer hurtigst. Østrig, Irland, Luxembourg, Belgien, Frankrig og Nederlandene er i forfølgergruppen med en indsats over EU-gennemsnittet. Irlands præstation er øget hurtigst i denne gruppe, efterfulgt af Østrig. Cypern, Island, Estland, Slovenien, Tjekkiet, Norge, Spanien, Portugal, Grækenland og Italien er moderate innovationslande med en indsats under EU-gennemsnittet. Tendensen i Cyperns innovationsindsats ligger et godt stykke over gennemsnittet for denne gruppe, efterfulgt af Portugal. Malta, Ungarn, Slovakiet, Polen, Litauen, Kroatien, Rumænien, Letland, Bulgarien og Tyrkiet er i den indhentende gruppe med en innovationsindsats et godt stykke under EU-gennemsnittet. De fleste af disse lande har vundet ind på de øvrige grupper. Bulgarien og Rumænien har forbedret deres præstationer hurtigst.Et sammendrag af alle 27 medlemsstaters individuelle innovationsindsats findes i MEMO/09/18.INNOVATIONSINDSATS (SAMMENFATTENDE INNOVATIONSINDEKS FOR 2008) [ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ] Note: Det sammenfattende innovationsindeks er sammensat af 29 indikatorer fra lavest mulige indsats på 0 til højest mulige indsats på 1. Det sammenfattende innovationsindeks for 2008 viser indsatsen i 2006/2007 på grund af efterslæb i tilvejebringelsen af data. Mindskelse af innovationskløften i forhold til USA og Japan Analysen af dataene for EU viser, at der er sket en væsentlig forbedring, både i absolutte tal (sammenlignet med for fem år siden) og i forhold til USA og Japan. En sammenligning med en bredere vifte af lande viser også, at EU har klaret sig relativt godt sammenlignet med vækstøkonomierne. Der er sket særlige fremskridt med hensyn til de menneskelige ressourcer, der stilles til rådighed for innovation (akademikere, videregående uddannelser), adgangen til bredbåndsnettet og adgangen til risikovillig kapital. Der er dog stadig svagheder i erhvervslivets investeringer, hvor EU halter efter USA og Japan, hvad angår udgifter til forskning og udvikling samt it. Trods rapportens meldinger om betydningen af ikke-teknologiske innovationer har virksomhederne i EU også mindsket deres investeringer i sådanne innovative aktiviteter (f.eks. uddannelse, design, markedsføring og nyt udstyr). Innovation som opskrift på økonomisk genrejsning Analysen af den europæiske resultattavle for innovation er baseret på data fra før finanskrisen. Dataene peger dog på eksisterende tendenser, stærke sider og svagheder, som skal tages i betragtning under overvejelserne om den nuværende situation. EU's fremskridt inden finanskrisen har givet europæiske iværksættere bedre mulighed for at genrejse sig økonomisk gennem innovation. Erhvervslivets fortsatte underinvesteringer set i forhold til hovedkonkurrenterne er dog en klar svaghed, som der skal findes en løsning på, bl.a. ved at yde innovative virksomheder fornyet offentlig støtte i form af f.eks. Lead Markets-initiativet (jf. IP/08/12), der fremmer markedsefterspørgslen efter nye varer og tjenesteydelser. Der er andre lærerige oplysninger i statusrapporten om innovation, der offentliggøres samtidig med den europæiske resultattavle for innovation og indeholder uafhængige ekspertanalyser af udviklingen i medlemsstaternes innovationspolitik og forvaltningsskik og bygger på de landerapporter, der er udarbejdet af ufhængige eksperter og offentliggjort på webstedet for PRO INNO-initiativet. Statusrapporten viser, at en af tendenserne går i retning af at yde støtte til oprettelse af innovative virksomheder og til strategier, der tager nye udfordringer som klimaændringer og ressourceproduktivitet op. Europa-Kommissionen vil bruge rapporten og dens indhold til at vurdere, hvor vellykket den nuværende innovationspolitik har været, og til at fastlægge fremtidige prioriteringer. Baggrundsoplysninger: Den europæiske resultattavle for innovation er udarbejdet af UNU-MERIT (Maastricht Economic and social Research and training centre on Innovation and Technology), og statusrapporten om innovation er udarbejdet af et konsortium af eksperter ledet af Technopolis Group på Athen Universitet. De to rapporter er udarbejdet på bestilling af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik. Rapporterne findes i deres helhed på: http://www.proinno-europe.eu/metricsYderligere oplysninger i MEMO/09/18, IP/09/92, MEMO/09/19