IP/09/131 Bruxelles, den 28. januar 2009Bedre lovgivning – en europæisk succeshistorieDen strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union, som Europa-Kommissionen forelægger i dag, er et væsentligt element i EU’s reaktion på den økonomiske og finansielle krise. Gennemgangen viser, hvordan en række forenklede foranstaltninger og deraf følgende besparelser i de administrative omkostninger allerede er til fordel for såvel borgere som virksomheder, især små og mellemstore virksomheder. Takket være en radikal forenklingsindsats er der indtil videre blevet fremsat forslag om at fjerne cirka 1 300 retsakter, svarende til omkring 10 % af EU’s lovgivningskorpus eller 7 800 sider i Den Europæiske Unions Tidende. De allerede forelagte foranstaltninger til reduktion af de administrative byrder repræsenterer besparelser på over 30 mia. EUR. Dagens forslag vedrørende moms alene repræsenterer besparelser på 18 mia. EUR. Kommissionens indsats har inspireret de fleste medlemsstater, og 21 af dem har iværksat ambitiøse nationale programmer til reduktion af administrative byrder. Endelig har Kommissionen til hensigt yderligere at opgradere kvaliteten af sine konsekvensanalyser, hvilket vil betyde en forbedring af kvaliteten af al fremtidig lovgivning, den producerer. Dette vil ske ved at styrke subsidiaritetskontrollen og konsultationerne af interesserede parter og ved en mere grundig vurdering af lovgivningens indvirkning på for eksempel små og mellemstore virksomheder, administrative byrder, grundlæggende rettigheder, forbrugere og regioner. Formanden for Europa-Kommissionen José Manuel Barroso udtalte: "Den foreslåede reduktion af de administrative byrder er en væsentlig del af EU’s genopretningsinitiativ. Tiderne skifter. Lovgivning må være dynamisk, ikke statisk. Den må tilpasse sig nye situationer og nye behov. Ved at styrke konsultationerne af de interesserede parter, ved at forbedre konsekvensanalyserne og ved at reducere de administrative byrder kan vi gøre EU-lovgivningen mere effektiv og brugervenlig. Kommissionen viser vejen. Jeg håber, at medlemsstaterne og Europa-Parlamentet i de kommende måneder vil holde kadencen og følge trop." Næstformand Günter Verheugen sagde ved samme lejlighed: "Fire år efter sin iværksættelse er strategien for bedre lovgivning en succes. Vi har allerede skabt imponerende resultater, og vi er opsatte på at være nået endnu længere ved årets udgang. Bedre lovgivning – lovgivning, når den er nødvendig, men med et absolut minimum af byrder for virksomhederne og borgerne – skal vedblive at være en vigtig del af vores reaktion på de aktuelle økonomiske vanskeligheder." Den vidtgående indsats for forenkling af EU-lovgivningen fortsatte i 2008 Ved at forenkle og kodificere retsforskrifter har den nuværende Kommission truffet foranstaltninger, som, når de er blevet vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet, vil reducere EU-lovgivningen med næsten 10 %, hvilket svarer til cirka 1 300 retsakter eller 7 800 sider i EUT. Der kan dog forenkles mere endnu, og Kommissionen har til hensigt at gennemføre 33 nye initiativer i 2009. Efter en screening af EU-lovgivningen kunne yderligere 81 foranstaltninger blive inkorporeret i den fremtidige forenklingsindsats. Derefter burde den kommende Kommission kunne afslutte forenklingsarbejdet. Yderligere oplysninger kan findes i MEMO/09/31 Reduktion af administrative byrder for fuld fart Siden Europa-Kommissionen fremsatte sit forslag om at reducere de administrative byrder for virksomhederne i EU med 25 % inden udgangen af 2012 og desuden at inddrage medlemsstaterne, er antallet af medlemsstater, der har sat sig lignende nationale reduktionsmål, steget betydeligt fra 7 i 2006, til 14 i 2007 og til 21 i 2008. I 2007 og 2008 har Kommissionen forelagt 21 foranstaltninger efter den hurtige procedure, som anslås at ville give EU-virksomhederne besparelser på mere end 2,3 mia. EUR. Desuden blev grunden lagt til, at Kommissionen kunne fremsætte forslag, der indebærer store omkostningsreduktioner. I dag har Kommissionen vedtaget et forslag til en gennemgribende revision af momsdirektivet for at fjerne hindringerne for elektronisk fakturering. Det årlige reduktionspotentiale kunne være så højt som 18 mia. EUR på mellemlangt sigt. Med hensyn til selskabsret har Kommissionen planer om at foreslå, at medlemsstaterne får lov til at udelukke mikrovirksomheder fra EU’s regnskabsdirektivers anvendelsesområde, hvilket kunne føre til besparelser på 7 mia. EUR. "Tænk småt først-princippet" anvendes på alle disse direktiver uden forskel for at skræddersy systemet til de små og mellemstore virksomheders behov. Yderligere oplysninger kan findes i MEMO/09/30 Yderligere oplysninger (Generalsekretariatet)Yderligere oplysninger (GD Erhvervspolitik) Yderligere oplysninger om e-fakturering kan findes i IP/09/132