IP/09/276 Bruxelles, den 18. februar 2009EU’s hotline, 116000, hvor man kan melde forsvundne børn savnet, er nu indført i fem medlemsstaterFor to år siden reserverede Europa-Kommissionen 116000 som et fælleseuropæisk hotlinenummer for forsvundne børn (IP/07/188) og opfordrede medlemsstaterne til at indføre det. Sidste år var det kun Ungarn (IP/08/1129), der havde indført hotlinenummeret, men efter gentagne opfordringer fra Kommissionen har alle medlemsstaterne nu gjort nummeret offentligt tilgængeligt for tjenesteudbydere. 116000 er nu tildelt tjenesteudbydere i ni medlemsstater i forhold til kun syv sidste år. Hotlinen fungerer således i fem medlemsstater, nemlig Grækenland, Ungarn, Nederlandene, Portugal og Rumænien, og 116000 vil snart blive taget i anvendelse i yderligere to medlemsstater (Belgien og Slovakiet). Nu, hvor Kommissionen har sikret sig, at 116000 er reserveret i hele EU, som det kræves i henhold til EU-lovgivningen, opfordrer den endnu engang medlemsstaterne til at støtte og vejlede potentielle hotlinetjenesteudbydere, således at forældre og børn kan kalde 116000 når som helst og hvor som helst i EU. “Det glæder mig, at Grækenland, Ungarn, Nederlandene, Portugal og Rumænien har indført 116000 som hotline for forsvundne børn. Dog havde jeg forventet en mere ambitiøs tilgang fra de øvrige medlemsstater. Der er ganske enkelt ikke råd til efterladenhed, når det gælder vores børns sikkerhed”, udtalte Viviane Reding, EU-kommissær for telekommunikation. “Jeg opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at leve op til deres ansvar og informere tjenesteudbyderne om 116-numrene, så vi hurtigst muligt kan få oprettet hotlinen i hele EU. Foruden de retlige forpligtelser, som jeg fortsat vil håndhæve strengt, har vi en moralsk forpligtelse over for EU’s forældre og børn.” På nuværende tidspunkt fungerer 116000 som hotlinenummer for forsvundne børn i fem EU-medlemsstater, nemlig Grækenland, Ungarn, Nederlandene, Portugal og Rumænien. I disse medlemsstater er nummeret tildelt tjenesteudbydere, som skal kunne håndtere gratis opkald til nummeret døgnet rundt hele året og fra hele landet. Siden oprettelsen af 116000-nummeret i Ungarn har der været ca. 40 000 opkald hver måned, hvoraf hotlinetjenesten Kék Vonal kan besvare 6 – 7 000 om måneden. Sidste år viste 116000-nummeret sin nytte i en sag om bortførelse på tværs af grænserne. I Belgien bortførte en far sine tre døtre på 7, 10 og 14 år og holdt dem gemt i 9½ måned under meget fattige og uforsvarlige forhold. I september 2008 indledtes aftennyhederne på den portugisiske tv-kanal RTP-TV efter anmodning fra den belgiske og portugisiske hotline for forsvundne børn med en appel om oplysninger om de tre børn. Indslaget sluttede med at vise hotlinenummeret 116000 i fuld skærmstørrelse. Få minutter efter udsendelsen blev børnene fundet. Hvis 116000 indføres som hotlinenummer overalt i EU, vil det blive lettere at foretage eftersøgninger, og det internationale samarbejde vil blive mere effektivt. Hotlinetjenesterne vil kunne samordne deres indsats på tværs af grænserne for at finde forsvundne børn. Arbejdet med at oprette de to numre 116111 (telefonhjælpelinje for børn i nød) og 116123 (krisetelefontjenester), som blev reserveret i oktober 2007, skrider også godt frem. På nuværende tidspunkt har 16 medlemsstater (Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Danmark, Estland, Grækenland, Finland, Ungarn, Irland, Letland, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Sverige og Slovakiet) tildelt 116111 i forhold til blot 10 sidste år. I to medlemsstater (Cypern og Spanien) arbejdes der på at få numrene tildelt. Hvor det sidste år kun var Ungarn, der havde indført 116111, fungerer nummeret nu i ni medlemsstater (Tjekkiet, Tyskland, Danmark, Estland, Ungarn, Polen, Portugal, Rumænien og Slovakiet) og vil snart blive indført i yderligere fem, nemlig Grækenland, Finland, Irland, Letland og Sverige. Nummeret på krisehjælpstelefontjenesten 116123 er tildelt hotlinetjenester i syv medlemsstater (Østrig, Tyskland, Finland, Irland, Nederlandene, Sverige og Slovenien). Cypern arbejder i øjeblikket på at få nummeret tildelt. 116123 fungerer i Østrig og vil også snart blive indført i Tyskland, Sverige og Slovenien. En rapport fra Kommissionen fra juli sidste år viste, at medlemsstaterne indtil da ikke havde gjort sig de store anstrengelser for at informere potentielle tjenesteudbydere om 116-numrene, og Kommissionen opfordrede i den forbindelse medlemsstaterne til at gøre en større indsats IP/08/1129. Medlemsstaterne bør navnlig informere potentielle tjenesteudbydere, der som regel ikke har så stort kendskab til telekommunikationsspørgsmål, om, hvordan man bærer sig ad med at få tildelt et nummer. Der bør desuden stilles et kontaktnummer i det ansvarlige ministerium eller den nationale tilsynsmyndighed til rådighed for potentielle udbydere. Baggrund Kommissionen foreslog i juli 2006 at reservere et fælles telefonnummer, hvor man kan melde forsvundne børn savnet (116000), og et andet nummer, som børn kan benytte til at søge hjælp (116111). Dette er et resultat af vedtagelsen af EU-strategien for børns rettigheder (IP/06/927). Kommissionen besluttede henholdsvis den 15. februar 2007 og den 30. oktober 2007 at reservere 116000 (IP/07/188) og 116111 i alle medlemsstater. Ved beslutningen forpligtes EU-landene til at gøre 116-numrene offentligt tilgængelige, men den forpligter dem ikke til at tildele numrene til en tjenesteudbyder eller sikre, at tjenesterne leveres. Yderligere oplysninger om 116: http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/current/pan_european/index_en.htm