IP/09/552 Bruxelles, den 8. april 2009Kommissionen bekæmper forsinket betalingPå trods af visse forbedringer de senere år forekommer der stadig ofte forsinket betaling i handelstransaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og de offentlige myndigheder i EU. Dette hæmmer virksomhedernes udvikling og kan endda medføre konkurs for ellers rentable virksomheder, især hvis det drejer sig om små eller mellemstore virksomheder. Desværre er de offentlige myndigheders betalingskultur ikke altid forbilledlig. I lyset af krisen er flere medlemsstater derfor begyndt at søge en løsning på dette problem på nationalt plan. På baggrund af en forpligtelse i "Small Business Act" fremlægger Kommissionen i dag en ny politiktilgang til at takle problemet med forsinket betaling og foreslår væsentlige ændringer af direktivet om forsinket betaling fra 2000. Kommissionen foreslår, at de offentlige myndigheder skal være et eksempel til efterfølgelse og - som hovedregel - betale deres regninger i løbet af 30 dage. Parallelt hermed forpligter Kommissionen sig til at betale varer og tjenesteydelser hurtigere og således fuldt leve op til de opstillede mål for betaling af regninger og i visse tilfælde endda afkorte betalingstiden til under den retligt gældende frist. Günter Verheugen, Europa-Kommissionens næstformand og ansvarlig for erhvervspolitik, sagde: "Det bør ikke længere accepteres, at offentlige myndigheder betaler for sent. Det nye forslag skaber en væsentlig fremdrift midt i den økonomiske krise ved at bidrage til at undgå konkurser og fremme virksomhedernes likviditet, således at de europæiske virksomheders konkurrenceevne styrkes på lang sigt. De foreslåede ændringer afspejler, hvor vigtigt det er, at virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder, betales rettidigt.Som hovedregel bør offentlige myndigheder betale i løbet af 30 dage. I modsat fald vil de blive pålagt morarenter, kompensation for inddrivelsesomkostninger og en standardkompensationssats på 5 % af det skyldig beløb fra forsinkelsens første dag. I begrundede tilfælde kan betalingsfristerne være længere. Aftalefriheden vil blive opretholdt i transaktioner mellem virksomheder, men i tilfælde af forsinkelser vil virksomhederne være berettiget til at opkræve morarenter og kompensation for inddrivelsesomkostninger. Bestemmelserne om klart urimelige kontrakter skærpes.Forslaget sigter mod at forbedre de europæiske virksomheders likviditet, hvilket er særligt vigtigt i perioder med økonomisk afmatning. Det sigter også mod at gøre det indre marked mere velfungerende ved at fjerne hindringerne for grænseoverskridende handelstransaktioner. Dette skal opnås gennem instrumenter, der sikrer, at kreditorerne effektivt og i fuldt omfang kan udøve deres rettigheder ved forsinket betaling, og gennem indførelse af foranstaltninger over for offentlige myndigheder, som effektivt fjerner incitamentet til at betale for sent. Yderligere oplysninger: http://ec.europa.eu/enterprise/regulation/late_payments/index.htmSmall Business Act