IP/09/635 Bruxelles, den 24. april 2009Europæisk platform lanceres for bedre at koordinere indsatsen for at tackle romaernes udstødelseEn ny europæisk platform for integration af romaerne holder i dag sit første møde i Prag. Målet er at styrke koordineringen af medlemsstaternes indsats for at bekæmpe udstødelsen af Europas største etniske mindretal. Mødet har deltagelse af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, EU, andre internationale organisationer og civilsamfundet og tager sigte på at styrke samarbejdet og udvekslingen af erfaringer med vellykkede politikker til integration af romaerne. "Med den aktuelle finanskrise øges risikoen for, at romaerne – som ofte lever på samfundets rand – udstødes helt af samfundet," advarede Vladimír Špidla, EU's kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender og ligestilling. "Vi har brug for konstruktive politikker, der giver romaerne en chance, og ikke undertrykkende politikker, der driver dem ud i dybere fattigdom og social udstødelse. Politikkerne skal udtrykkeligt være beregnet på romaerne – med det mål at give dem adgang til undervisning, arbejde og boliger på lige for med alle andre. Der bør ske en udveksling af effektive politikker på tværs af nationale landegrænser." Mødet i dag organiseres i fællesskab af kommissær Špidla og den tjekkiske minister for menneskerettigheder og nationale mindretal, Michael Kocáb, og der gøres status over, hvor langt man er kommet i bestræbelserne for at tackle romaernes udstødelse siden det første europæiske romatopmøde, der blev holdt i Bruxelles i september 2008 (se IP/08/1326). Mødet kom i stand, efter at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i december 2008 opfordrede EU-landene til at udveksle god praksis og erfaringer på dette område og til at stimulere samarbejdet mellem alle berørte parter som led i en integreret europæisk platform. Målet med mødet er at fastlægge et sæt grundlæggende principper, som skal bidrage til effektivt at forbedre romaernes integration. Desuden vil Europa-Kommissionen gøre rede for, hvorledes den planlægger at arbejde målrettet for imødekomme romaernes behov med en række EU-instrumenter og –politikker i 2009 og 2010. Kommissionen aflægger desuden rapport om gennemførelsen af et nyt pilotprojekt med et budget på 5 mio. EUR, som Europa-Parlamentet tilføjede på budgettet for 2009. Kommissionen fremlægger en mere dybdegående fremskridtsrapport i starten af 2010 forud for det næste romatopmøde, som afholdes i Spanien i april 2010. Situationen for millioner af romaer i EU og i nabolandene er kendetegnet ved forskelsbehandling og vidtrækkende udstødelse fra det almindelige samfund med uforholdsmæssigt stor fattigdom og arbejdsløshed, dårlig helbredsstatus og en kortere forventet levetid. Romaerne er desuden ofte udsat for forskelsbehandling og racistisk vold. Baggrund EU har en lang række redskaber til at bekæmpe forskelsbehandling og social udstødelse af romaer. Direktiv 2000/43/EF forbyder forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med beskæftigelse, uddannelse, social sikring (herunder sundhedspleje) og adgang til varer og tjenester. Med EU' strukturfonde og handlingsprogrammer kan der ydes økonomisk bistand til projekter og politikker, mens politikkoordineringsmekanismerne på EU-niveau og i medlemsstaterne inden for områder som social udstødelse, beskæftigelse, uddannelse og sundhed kan anvendes til at modvirke romaernes udstødelse ved hjælp af en række målrettede analyser og indsat samt ved at integrere dette aspekt i forskellige politikker. Se også MEMO/09/193 Yderligere oplysninger: Europa-Kommissionens websted om romaer http://ec.europa.eu/roma Pressemeddelelse om mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8. december 2008 vedrørende integration af romaerne http://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=1586&langId=enForslag til fælles grundlæggende principper http://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=89&newsId=491&furtherNews=yes