IP/09/696 Bruxelles, den 4. maj 2009Forvaltning af internettet: EU-kommissær Reding kræver fuld privatisering og ansvarliggørelse af ICANN pr. 1. oktoberEU's kommissær for informationssamfundet og medier, Viviane Reding, efterlyser i en videomeddelelse, der blev offentliggjort på hendes websted i morges, større åbenhed og klarere ansvarsforhold i forvaltningen af internettet fra oktober 2009. Afgørende beslutninger om forvaltningen af internettet, f.eks. om topdomæner og rodservere, træffes af ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers), en nonprofitorganisation, der er etableret i Californien. Hidtil har ICANN udført sine opgaver på grundlag af en aftale med det amerikanske handelsministerium. Denne aftale udløber imidlertid den 30. september i år. For det efterfølgende tidsrum skitserede Kommissær Reding i dag en ny forvaltningsmodel for internettet. Denne model omfatter et 100 % privat og ansvarligt ICANN, en uafhængig retsinstans samt et "G12 for forvaltning af internettet" – et multilateralt forum, hvor regeringerne kan drøfte overordnede forvaltningspolitiske og sikkerhedsrelaterede spørgsmål om internettet. "Jeg har tillid til, at præsident Obama har tilstrækkeligt mod, visdom og respekt for internettets verdensomspændende karakter til at bane vej for en ny og mere ansvarlig, åben, demokratisk og multilateral forvaltning af internettet," sagde EU-kommissær Viviane Reding i sin videomeddelelse på internettet i morges. "Det er tid at handle nu. Og Europa står klar til at støtte præsident Obama i indsatsen."Reding understregede, at "sandhedens time er inde den 30. september i år, når den nuværende aftale mellem ICANN og den amerikanske regering udløber. Hermed åbnes døren for fuld privatisering af ICANN. Desuden rejser sig spørgsmålet om, hvem ICANN skal stå til ansvar over for efter den 30. september." ICANN behandler nogle af de mest følsomme spørgsmål i forbindelse med forvaltningen af internettet, f.eks. vedrørende topdomænerne og internettets adressesystem, der sikrer, at millioner af computere kan få forbindelse med hinanden. ICANN blev oprettet i 1998 i Californien ifølge en aftale med den amerikanske regering. "Ansvarliggørelse af ICANN er en absolut nødvendighed," sagde Reding. "Clinton-administrationen traf den rette beslutning, da den vedtog gradvist at privatisere internettets domænenavns- og adressesystem. I det lange løb er det ikke forsvarligt, at et ministerium i et enkelt land har kontrollen over en internetfunktion, der benyttes af hundreder af millioner mennesker verden over." EU-kommissær Reding skitserede også, hvordan en ny model for forvaltning af internettet kunne se ud efter den 30. september. Den kunne bl.a. omfatte følgende elementer:Et fuldt privatiseret og uafhængigt ICANN, der opfylder de højeste standarder for virksomhedsledelse, særlig hvad angår finansiel gennemskuelighed og klare interne ansvarsforhold, og som er undergivet domstolskontrol. Et multilateralt forum, hvor regeringer kan drøfte overordnede politiske spørgsmål om forvaltningen af internettet – et "G12 for forvaltning af internettet" – dvs. en uformel gruppe af regeringsrepræsentanter, der mødes mindst to gange om året, og som ved flertalsafgørelse kan fremsætte anbefalinger til ICANN i relevant spørgsmål. Denne gruppe skal kunne reagere hurtigt i tilfælde af trusler mod internettets stabilitet, sikkerhed og åbenhed. For at sikre geografisk ligevægt bør dette forum omfatte to repræsentanter fra henholdsvis Nordamerika, Sydamerika, Europa og Afrika, tre repræsentanter fra henholdsvis Asien og Australien samt formanden for ICANN, der deltager uden stemmeret. Internationale organisationer med beføjelser inden for dette område kunne have observatørstatus i forummet.Den 6. maj er Europa-Kommissionen vært for en første offentlig høring i Bruxelles, der vil give Europas internetsamfund mulighed for at give udtryk for forventningerne til den fremtidige forvaltning af internettet. Baggrund EU har gennem mange år spillet en vigtig rolle i drøftelserne om forvaltningen af internettet. Europa-Kommissionen har gentagne gange efterlyst en ordning, hvor forvaltningen af internettet overlades fuldt og helt til den private sektor uden offentlig indblanding i de daglige forvaltningsopgaver (se IP/06/1297), og har støttet en åben politisk dialog om dette emne med deltagelse af en bred vifte af forskellige parter (IP/06/1491). Europa-Kommissionen deltager også i Det Mellemstatslige Rådgivende Udvalg (Governmental Advisory Committee) for ICANN, hvis hovedopgave er at rådgive ICANN om de forvaltningspolitiske aspekter af organisationens koordineringsaktiviteter. Kommissær Redings videomeddelelse findes på: http://ec.europa.eu/commission_barroso/reding/video/index_en.htmYderligere oplysninger om den offentlige høring om forvaltningen af internettet, som Kommissionen afholder den 6. maj i Bruxelles, vil være at finde på følgende adresse: http://ec.europa.eu/information_society/policy/internet_gov/index_en.htm