IP/09/730 Bruxelles, den 11. maj 2009Formændene for Kommissionen og Parlamentet mødes med europæiske religiøse ledere for at drøfte, hvordan etiske værdier kan indgå i europæisk og global økonomisk styringI dag kom omkring tyve højtstående repræsentanter for kristendom, judaisme og islam i Europa til Kommissionens hovedsæde, efter at være blevet inviteret af Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, til en uformel dialog med EU. Mødet blev ledet af Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og af Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering. På dette års møde blev der fokuseret på et alvorligt europæisk og globalt problem: Den økonomiske og finansielle krise og etiske værdier i europæisk og global økonomisk styring. Dette var det femte årlige møde mellem EU-institutionernes ledere og religiøse ledere. Initiativet blev iværksat af José Manuel Barroso i 2005. I år var drøftelserne koncentreret om "den økonomiske og finansielle krise og etiske værdier i europæisk og global økonomisk styring". José Manuel Barroso udtalte: "Efterhånden som den finansielle og økonomiske krise forværres, bliver det mere og mere klart, at vi nu må forsøge at forene økonomisk styring med vore grundlæggende etiske værdier, som det europæiske projekt har været baseret på i de seneste 50 år. Kommissionen har taget vigtige initiativer på dette område, især med hensyn til regulering af det finansielle marked, for at styrke ansvarsbevidsthed og bæredygtighed i vore økonomier." Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, understregede: "Det er ekstremt vanskelige økonomiske tider for borgerne i Den Europæiske Union. Det er i tider som disse, at Europa som et fællesskab baseret på værdier og det tilgrundliggende EU-princip om solidaritet må gøre sig gældende. De fælles løsninger, som vi forsøger at finde, må være forankret i menneskelig værdighed, og vi må sørge for, at der bliver taget vare om alle dele af samfundet. Religionerne og kirkerne har en afgørende rolle at spille her. De arbejder ofte med dem, der er allermest sårbare i vore samfund." Deltagerne i mødet opfordrede EU til fortsat at koordinere, stimulere og lede alle tiltag, som kunne styrke den finansielle regulering, genoplive økonomien og virke for beskæftigelsen i Europa og verden som helhed. De understregede også, at social retfærdighed fortsat må stå forrest i den politiske beslutningstagning, og mindede om, at i en tid, hvor arbejdsløshed og fattigdom bliver ved med at stige og når foruroligende niveauer, må vore samfund kunne handle i fællesskab og udvikle og gennemføre konkrete foranstaltninger, som kan begrænse krisens virkninger for borgerne. De understregede også, at de var rede til at hjælpe med at genoplive solidariteten blandt europæere af alle trosretninger og overbevisninger og at inspirere de finansielle og økonomiske operatører til at udvise en mere etisk adfærd. Deltagerliste: Se MEMO/09/227