IP/09/774 Bruxelles, den 14. maj 2009Telesektoren: Italien under pres for at efterkomme Domstolens krav om stedsbestemmelse af opkald til alarmnummeret 112Beredskabstjenesterne i Italien får stadig ikke lokaliseringsdata om alle mobilopkald til 112, som EU-reglerne foreskriver, og det skønt EF-Domstolen i en dom fra januar har opfordret Italien til at bringe dette forhold i orden. Kommissionen har i dag besluttet at afsende en åbningsskrivelse med krav om, at Italien efterlever dommen og sikrer, at beredskabstjenesterne får lokaliseringsdata om alle opkald til 112. Går sagen igen til EF-Domstolen, risikerer Italien en bøde."Det er helt afgørende for, at Europas fælles alarmnummer 112 kan fungere effektivt, at beredskabstjenesterne automatisk får data om, hvor den, der ringer op, befinder sig," siger EU's kommissær for teleområdet, Viviane Reding. "Et sådant system er allerede indført i de fleste medlemsstater, og der er ingen grund til, at Italien ikke også skulle kunne indføre denne tjeneste, der virkelig er livsvigtig for borgerne. Kommissionen er nødt til at fortsætte traktatbrudssagen mod Italien for at sikre, at dommen fra EF-Domstolen efterkommes, og også fordi stedsbestemmelse af alarmopkald kan være med til at redde liv i nødsituationer." Den 15. januar 2009 afsagde EF-Domstolen dom om, at der ikke stilles lokaliseringsdata til rådighed for beredskabsmyndighederne for alle 112-opkald i Italien. Undtagen i provinsen Salerno får endnu ingen italienske beredskabstjenester lokaliseringsdata om opkald til 112 fra mobiltelefoner. Kommissionen har noteret sig, at de italienske myndigheder har taget skridt til at indføre stedsbestemmelse af opkald til 112. Alligevel opfordrer den regeringen i Italien til at fremskynde indførelsen af opkaldslokalisering for alle 112-opkald i hele landet. Reagerer Italien ikke på denne opfordring til forbedringer inden for to måneder, risikerer landet at få en bøde for ikke at efterkomme Domstolens dom. Stedsbestemmelse af 112-opkald har betydning for europæiske borgeres sikkerhed. Både italienske og andre europæiske borgere må kunne stole på - hvad enten de er hjemme hos sig selv eller på rejse i andre EU-lande som turister eller i embeds medfør - at de italienske beredskabstjenester er i stand til at finde dem, når de ringer efter hjælp og ikke selv kan oplyse, præcis hvor de befinder sig. Baggrund: Artikel 26 i EU's forsyningspligtdirektiv pålægger medlemsstaterne at sørge for, at det fælles europæiske alarmnummer 112 fungerer, som det skal. Herunder skal de sikre, at beredskabsmyndighederne får lokaliseringsdata om opkald til 112. Kommissionen har indledt traktatbrudssager om stedsbestemmelse af 112-opkald mod i alt 14 medlemsstater. 11 af sagerne er afsluttet med, at medlemsstaterne rettede op på situationen og sikrede, at opkaldslokaliseringen fungerede overalt. Ud over Italien har også Litauen og Nederlandene fået en dom fra EF-Domstolen om, at de ikke har efterlevet EU-rettens krav om stedsbestemmelse af 112-opkald, og disse sager er ikke afsluttet endnu. Derudover har Kommissionen tidligere indledt traktatbrudssager mod to andre medlemsstater for ikke at have indført 112 som alarmnummer. Den sidste af disse sager, mod Bulgarien, blev afsluttet den 29. januar i år, og 112 kan nu bruges i hele EU (IP/08/1968). Endelig blev der indledt en anden sag mod Italien i september 2008 om håndteringen af opkald til 112 (IP/08/1342). Europa-Kommissionen har i medfør af EF-traktatens artikel 228 besluttet at sende Italien en åbningsskrivelse, hvori den udbeder sig alle oplysninger om, hvordan Italien vil efterkomme EF-Domstolens dom fra januar. Imødekommer de italienske myndigheder ikke denne anmodning, vil Kommissionen sende den italienske regering en begrundet udtalelse og eventuelt i sidste instans anmode Domstolen om at pålægge Italien en tvangsbøde. En oversigt over traktatbrudssager på teleområdet kan ses her: http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/implementation_enforcement/infringement/