IP/09/910 Bruxelles, den 12. juni 2009 Oplysning gennem ord: EU-journalistkonkurrence om forskelsbehandling og mangfoldighed 15  % af EU-borgerne siger, at de har været udsat for forskelsbehandling ‑ det giver Europa-Kommissionen endnu en god grund til nu at lancere journalistkonkurrencen "Brug forskellene. Stop diskriminationen." for sjette gang. Journalister fra både de trykte og de elektroniske medier kan deltage i konkurrencen, som har til formål at vise talentet hos skribenterne i medieverdenen, der gennem deres artikler bidrager til at fremme forståelsen af fordelene ved mangfoldighed og bekæmpe forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering, race eller etnisk oprindelse. I år gives der også en specialpris for artikler, der omhandler sammenhængen mellem fattigdom og diskrimination. " Den, der udøver forskelsbehandling, spilder egne og andres evner og nægter andre samme grundlæggende rettigheder som ham selv," udtalte Vladimír Špidla, EU-kommissær for ligestilling. "Netop nu er ikke det rette tidspunkt at slække på vores indsats for at bekæmpe denne svøbe. Tværtimod har vi brug for alle vore menneskelige ressourcer til at komme gennem krisen og få Europas økonomi på ret køl igen. Denne pris, som nu uddeles for sjette år i træk, medvirker til at øge bevidstheden om folks ret til ligebehandling og viser samtidig, at journalisterne i Europa har et stort talent." Konkurrencen henvender sig til journalister i EU, der gennem deres arbejde bidrager til at fremme forståelsen af fordelene ved mangfoldighed og bekæmpe forskelsbehandling . Den er en del af Europa-Kommissionens kampagne "Brug forskellene. Stop diskriminationen.", der har til formål at fremme mangfoldighed og forbedre oplysningerne i hele EU om folks ret til ikke at skulle finde sig i forskelsbehandling. Konkurrencen afholdes i partnerskab med Den Europæiske Forening af Europæiske Journalister, European Youth Press og Det Europæiske Center for Journalistik. Sidste års vindere delte førsteprisen og var fra hhv. den franske avis Le Monde og danske Jyllands-Posten. I en nyligt offentliggjort undersøgelse gennemført af Media4Diversity nævnes journalistprisen som et eksempel på god praksis, der viser, at politiske beslutningstagere kan skabe et magtfuldt incitament gennem initiativer og finansieringsforanstaltninger. Artikler , der er offentliggjort mellem den 30. november 2008 og den 31. august 2009 i enten trykte eller elektroniske medier i EU, kan deltage i konkurrencen. Bidrag indsendes til http://journalistaward.stop-discrimination.info/2305.0.html . Efter sidste frist for indsendelse samles nationale juryer i alle 27 medlemsstater for at udvælge vinderartiklerne. Blandt de 27 nationale vinderbidrag udvælger en EU-jury derefter de tre bedste artikler og kårer vinderen af EU-journalistprisen. Vinderen af førstepræmien modtager 4 500 EUR, og nummer to og tre får hhv. 3 000 EUR og 2 000 EUR. Som i tidligere år uddeles der også en specialpris. Forud for 2010, der er udnævnt til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, uddeles der i år priser for artikler om diskrimination og fattigdom. For at komme i betragtning til specialprisen skal artiklerne enten handle om, hvordan forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan føre til fattigdom, eller hvordan fattigdom kan føre til diskrimination. Vinderen af specialprisen modtager 2 500 EUR. Europa-Kommissionen er fast besluttet på at udrydde forskelsbehandling i alle afskygninger. Journalistprisen er et af en række EU-initiativer til at ændre adfærd og holdninger for at virkeliggøre denne vigtige målsætning. Yderligere oplysninger http://journalistaward.stop-discrimination.info http://www.stop-discrimination.info/2181.0.html Special Eurobarometer 296 : Discrimination in the European Union – Perceptions, Experiences and attitudes