IP/ 09/954 Bruxelles , den 18. juni 2009 Ny frist for forslag til EU's nye økologimærke: 6. juli 2009 Der er kun få dage tilbage, inden den oprindelige frist for at indsende forslag til EU's nye økologimærke udløber, men nu har Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter besluttet at udsætte den med nogle dage. Designstuderende fra EU's 27 medlemslande opfordres til at indsende deres forslag til EU's nye officielle økologimærke. De kan vinde store pengepræmier og blive berømte for at have tegnet mærket. Sidste indleveringsfrist er nu den 6. juli 2009. EU's konkurrence om et økologimærke er åben for alle EU-borgere uanset alder, der er indskrevet på en højere læreanstalt for kunst eller design i EU, eller som nyligt har afsluttet deres uddannelse i relevante fag. Designkonkurrencen er allerede en succes, da der er kommet talrige forslag fra alle EU's 27 medlemslande. Indtil nu har over 500 studerende taget udfordringen op og indsendt yderst kreative og unikke forslag til, hvordan EU's økologiske produkter og landbrug kan symboliseres. Nu får endnu flere studerende mulighed for at deltage og indsende deres forslag, da fristen er blevet forlænget med fem dage. Forslag kan uploades til konkurrencens websted: www.ec.europa.eu/organic-logo . En international dommerkomité med eksperter inden for økologisk landbrug og produktion samt anerkendte designeksperter vil bedømme alle forslag, der opfylder konkurrencebetingelserne. Blandt fremtrædende medlemmer af komitéen kan nævnes Riitta Brusila-Räsänen , der er professor i grafisk design ved Laplands Universitetet (Lapin Yliopisto) i Finland, professor, æresdoktor og Creative Director & Managing Partner Erik Spiekermann fra Tyskland , Elisabeth Mercier , der er direktør for Agence BIO i Frankrig, Urs Niggli , der er direktør for FiBL (forskningsinstituttet for økologisk landbrug) i Schweiz, Szymon Skrzypczak , en prisbelønnet ung designer fra Polen, Tom Václavík , der er markedsekspert inden for økologiske produkter fra Tjekkiet og formand for International Organic Retailers Association, samt Craig Sams , der er formand for Soil Association i Storbritannien. Rob Vermeulen , tidligere formand for Pan-European Brand Design Association , er formand for dommerkomitéen. Forslagene vil blive bedømt efter, om de har bred appel, kan forstås uden brug af ord og fremstår tydeligt og overskueligt i et tidløst design. På et møde den 20. juli 2009 vil komitéen udvælge de mest iøjnefaldende og originale mærker, som derpå vil blive vist på konkurrencens hjemmeside på www.ec.europa.eu/organic-logo . Denne konkurrence er ekstra spændende, da alle europæiske borgere vil have mulighed for at bestemme vinderen ved en online-afstemning, der vil blive holdt i slutningen af året. Der vil blive udråbt tre prisvindere. Udover at få sit mærke valgt som det, der vil blive brugt på økologiske produkter fra EU, får førstepræmievinderen 6 000 EUR. Anden- og tredjepræmien er på henholdsvis 3 500 og 2 500 EUR. Resultaterne offentlig­gøres i juli 2010, og vinderne vil blive inviteret til en ceremoni i Bruxelles, hvor EU-kommissæren for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter vil overrække priserne. Flere oplysninger om EU's nye økologimærke Europa-Kommissionen ønsker et nyt mærke til emballerede økologiske produkter, der er fremstillet i de 27 medlemslande og som lever op til nærmere bestemte EU-standarder for produktionsprocessen. Det nye økologimærke vil blive anvendt efter juli 2010. Det bliver obligatorisk for alle emballerede økologiske produkter, der er fremstillet i de 27 medlemslande, og som lever op til mærkningskravene. Derudover kan alle ikke-færdigpakkede økologiske produkter, der er fremstillet i EU eller er importeret fra tredjelande, frivilligt anvende EU's økologimærke.