IP/09/1090 Bruxelles, den 6. juli 2009 Kommissionens formand José Manuel Barroso til G8-topmøde i Italien den 8.-10. juli 2009: Udformning af bæredygtige svar på globale udfordringer Kommissionens formand José Manuel Barroso skal for femte gang repræsentere Kommissionen på G8-topmødet, som i år finder sted under italiensk formandskab i L'Aquila (Italien). G8-lederne vil især drøfte den globale økonomi, herunder handel, klimaændringer og energi, Afrika/udvikling og fødevaresikkerhed. Kommissionens formand, José Manuel Barroso, vil sammen med lederne fra Sverige, der er indehaver af formandskabet for Den Europæiske Union, de fire G8-medlemmer, der også er EU-medlemmer (Frankrig, Tyskland, Italien, Det Forenede Kongerige), samt USA, Rusland, Canada og Japan forsøge at opnå en samordnet reaktion på de fælles udfordringer, der har relation til den økonomiske og finansielle krise, handel, klimaændringer og energi, udvikling/Afrika og fødevaresikkerhed. José Manuel Barroso udtalte: "Dette års G8-topmøde finder sted i en særdeles vanskelig tid. Europa har været i forreste linje, når det drejer sig om at tage udfordringer op - lige fra finansmarkeder over bæredygtige klimapolitikker til verdenshandel. Dette topmøde er øjeblikket til, at vi engagerer os endnu mere og giver yderligere tilsagn. Vi må sørge for, at reformen af det globale finansielle system bliver hurtigt gennemført. Vi må gøre en målrettet indsats for at modvirke klimaændringer. Og vi må stå fast ved vore forpligtelser over for de fattigste i denne verden". For klimaændringernes vedkommende forventes der omfattende drøftelser såvel i selve G8 som i de større økonomiers forum. José Manuel Barroso vil understrege, hvor stor betydning videnskaben har, og at vi må holde os inden for en temperaturstigning på 2 ° C, og han vil opfordre til, at målet om en reduktion på mindst 50 % af de globale emissioner inden 2050 fastholdes. Desuden bør alle udviklede lande være parate til at reducere emissionerne med mindst 80 % i samme periode og at have nået en væsentlig nedskrivning halvvejs i forløbet gennem kraftige reduktioner på et sammenligneligt niveau for alle udviklede lande. Det vil så kunne få de større, nye økonomier til at gøre en indsats for kollektivt at reducere deres emissioner i forhold til business as usual-scenariet . Han vil også pege på de økonomiske muligheder ved at bevæge sig i retning af en økonomi med lav CO 2 -udledning. For verdensøkonomiens vedkommende vil José Manuel Barroso opfordre G8 til at sende stærke signaler om, at protektionisme inden for handel og investering ikke er acceptabel i økonomiske krisetider. I betragtning af den nuværende krises voldsomme sociale indvirkning vil han opfordre alle regeringer til at lade befolkningen komme i første række og at udtænke social- og beskæftigelsespolitikker, som kan være med til at beskytte folk og arbejdspladser for dermed at fremme økonomisk genopretning og nye globale rammer, som er rimelige for alle. Han vil også presse på, for at mødet i L'Aquila giver et nyt skub til afslutningen af Doha-udviklingsdagsordenen snarest muligt. José Manuel Barroso vil til slut fremhæve, hvilken betydning global fødevaresikkerhed fortsat har, og at Kommissionen siden det sidste G8-møde har vedtaget og er begyndt at gennemføre fødevarefaciliteten på 1 mia. EUR. Han er glad for, at andre G8-partnere igen er begyndt at være opmærksomme på dette presserende problem. Med hensyn til deltagelsen vil dette års G8-topmøde afspejle, at G8-lederne er særdeles villige til at udvikle dialogen med deres globale partnere og til at gøre den til en integreret, vigtig del af topmødet, samtidig med at der også bygges broer til andre igangværende processer, blandt andet FN's klimaforhandlinger og G20. Yderligere oplysninger: MEMO/09/317 G8-topmødets netsted: http://www.g8italia2009.it/G8/G8-G8_Layout_locale-1199882116809_Home.htm Kommissionsformand Barrosos netsted: http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/index_en.htm Europa-netstedet http://europa.eu/index_da.htm