IP/09/1361 Bruxelles/Stockholm, den 25. september 2009 Klimaændringer: Bangkok-mødet må gøre mærkbare fremskridt mod en ambitiøs global aftale Det svenske formandskab for EU og Europa-Kommissionen opfordrede i dag de internationale forhandlingsparter til at gøre mærkbare fremskridt mod en global klimaaftale i forbindelse med klimaforhandlingerne, der starter i Bangkok den 28. september og vil vare to uger. Bangkok-mødet er det næstsidste forberedende møde inden FN's klimakonference i København i december, hvor der efter planen skal indgås en global aftale. EU's miljøkommissær Stavros Dimas bemærkede i denne forbindelse: "EU har opstillet en omfattende dagsorden for en ambitiøs global aftale, som er nødvendig, hvis vi vil forhindre farlige klimaændringer. Efter to års debat er tiden nu inde til, at alle parterne sætter alt ind på at berede vejen for de beslutninger, der skal træffes i København. Der må gøres mærkbare fremskridt i Bangkok. Europa-Kommissionen fremsatte for nylig en række forslag om finansieringsaspektet, som spiller en central rolle i disse forhandlinger. Jeg forventer nu, at vores partnere i såvel industrilandene som udviklingslandene udviser langt større vilje til at løse klimaproblemet." Den svenske miljøminister, Andreas Carlgren, udtalte: "EU noterer med tilfredshed, at der sker fremskridt, f.eks. den nye japanske regerings betydelige forhøjelse af landets reduktionsmål. Også den senere tids lovende offentlige udtalelser fra de store vækstøkonomier, hvor de erklærer sig rede til at begrænse væksten i deres udledninger, må nu udmøntes i konkret handling og lægges frem på forhandlingsbordet. Budskabet fra FN- og G20-møderne må finde genlyd i Bangkok. Som politiske ledere ønsker vi at nå frem til en aftale, og forhandlingsparterne må fokusere på sagens kerne såvel som på en række væsentlige konkrete elementer." Københavnerprocessen Forhandlingerne om udarbejdelsen af en FN-klimaaftale for perioden efter 2012, når Kyoto-protokollen udløber, ventes at blive afsluttet på Københavnerkonferencen den 7.-18. december 2009. De to afsluttende forberedende møder vil blive holdt i Bangkok den 28. september-9. oktober og i Barcelona den 2.-6. november. EU's holdning EU plæderer for en ambitiøs og omfattende aftale, som vil forhindre, at den globale opvarmning når op på de farlige niveauer – over 2 °C over den førindustrielle temperatur – som videnskaben har stillet i udsigt. Ifølge forskningsresultaterne kan dette mål kun kan nås, hvis de industrialiserede lande skærer deres CO 2 -udledninger ned til 25-40 % under 1990-niveauet inden 2020 og udviklingslandene skærer deres hurtige vækst i udledningerne ned til ca. 15-30 % under business as usual-niveauet inden 2020. EU har afgivet ubetinget tilsagn om at reducere sine udledninger til højst 20 % under 1990-niveauet inden 2020 og gennemfører i dette øjemed klima- og energipakken ( IP/09/628 ). EU har endvidere forpligtet sig til at forhøje sit reduktionsmål til 30 %, forudsat at andre industrilande forpligter sig til lignende nedskæringer, og at de økonomisk mere udviklede udviklingslande yder et passende bidrag til en global aftale. Den 10. september fremlagde Kommissionen et forslag til en global plan for forhøjelse af den internationale finansiering til støtte for udviklingslandenes foranstaltninger til at begrænse deres udledninger og tilpasse sig klimaændringerne ( IP/09/1297 ). På dette grundlag kan Det Europæiske Råd fastlægge EU's holdning til finansieringsspørgsmålet ved udgangen af oktober. Bangkok-mødet Der har kun kunnet spores beskedne fremskridt på de tre formelle forhandlingsmøder, der er afholdt indtil nu. Det uformelle møde i Bonn, Tyskland, sidste måned mundede ud i et forhandlingsoplæg på over 250 sider, som imidlertid var svagt struktureret og indeholdt mange parenteser. I Bangkok bliver det nødvendigt at forenkle og præcisere dette oplæg drastisk og gøre langt hurtigere fremskridt med forhandlingerne, hvis der skal indgås en global aftale i København. Forhandlingsprocessen må også gøres mere effektiv, f.eks. ved at der forhandles i små grupper i stedet for på store plenarmøder. Hovedvægten bør lægges på, at der nås til enighed om de væsentlige elementer, som Københavneraftalen bør indeholde, og at der gøres fremskridt på disse områder. For EU er de væsentlige elementer: Bindende udledningsreduktioner for alle industrilandene baseret på en sammenlignelig indsats Passende tiltag til begrænsning af udledningerne fra udviklingslandenes side En ramme for indsatsen til tilpasning til klimaændringerne Foranstaltninger til reduktion af skovrydning og skovødelæggelse og til fremme af bæredygtig skovforvaltning i troperne Opdaterede regler for regnskabsføring over ændringer i udledningerne som følge af arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug Udvidelse af det internationale CO2-marked med henblik på tilvejebringelse af finansiel støtte til udviklingslandene og fremme af omkostningseffektive nedskæringer i udledningerne Tilvejebringelse af international offentlig finansiering til udviklingslandene til supplering af midlerne fra CO2-markedet og de indenlandske investeringer En omfattende pakke af foranstaltninger vedrørende samarbejde og finansiering på det teknologiske område til fremskyndelse af udviklingen af en global kulstoffattig økonomi. EU-pressekonferencer Sverige, Kommissionen og Spanien vil give fælles pressekonferencer i Bangkok den - mandag den 28. september, kl. 12.00 lokal tid - fredag den 9. oktober, kl. 14.00 lokal tid Pressekonferencerne kan ses på www.unfccc.int