IP/09/1489 Bruxelles, den 8. oktober 2009 28 europæiske virksomheder forpligter sig til at få flere kvinder til teknologiindustrien De europæiske teknologivirksomheders engagement i at tiltrække flere kvinder til informations- og kommunikationsteknologiindustrien (IKT) blev i dag hilst velkommen af Europa-Kommissionen. Kun seks måneder efter, at Europa-Kommissionen lancerede en adfærdskodeks for kvinder i IKT-sektoren ( IP/09/344 ) , er antallet af virksomheder, der har undertegnet kodeksen og engageret sig i at tilskynde unge kvinder til at studere og gøre karriere i telekom-, teknologi- og internetindustrien vokset fra fem til 28, dvs. mere end en femdobling. I dag lancerede Kommissionen også den europæiske vejviser for kvinder i IKT – et nyt redskab, der skal indsamle alle de oplysninger om aktiviteter og jobs i EU, der har tilknytning til kvinder og IKT. ”Jeg glæder mig over det stigende engagement, som IKT-industrien har udvist, navnlig med de 2 8 virksomheder, som har undertegnet adfærdskodeksen. Det viser, at IKT-sektoren er blevet mere opmærksom på, at den kun kan drage fordel af og bidrage til den økonomiske vækst og nyskabelse, hvis den tager fat på problemet med manglen på kvalificerede medarbejdere. Det forventes, at der kommer til at mangle 300 000 kvalificerede medarbejdere i 2010” siger Viviane Reding, EU-kommissær for informationssamfundet og medier. ”Selv om kvinder får 45 % af alle de europæiske PhD-grader, er det kun en fjerdedel heraf, der vedrører ingeniør-, fremstillings- og byggevirksomhed. I de 116 største telekomvirksomheder i Europa er kun 7 % af bestyrelsesmedlemmerne kvinder. Det skal gøres en større indsats for at fordoble dette tal inden 2015, og det skal sikres, at det kvindelige potentiale i denne sektor udnyttes fuldt ud. Jeg opfordrer derfor hele IKT-industrien til straks at undertegne og gennemføre kodeksen”. Adfærdskodeksen for kvinder i IKT-sektoren blev lanceret i marts 2009 for at tilskynde unge kvinder til at studere og gøre karriere i IKT-sektoren. Den fokuserer på uddannelse og ansættelse ved hjælp af åbent hus for piger, mentorordninger, fleksible arbejdstider og andre nyskabende aktiviteter, der hjælper med at øge opmærksomheden og tiltrække kvinder til teknologiindustrien. Siden lanceringen af kodeksen i marts 2009, er den blevet undertegnet af 28 organisationer, herunder store selskaber, små- og mellemstore virksomheder (SMV), konsulentvirksomheder, akademiske institutter, ikke-statslige organisationer og telemyndigheder. Selv om antallet af kvinder, der studerer naturvidenskab, teknologi og IKT på universitetsniveau er stigende, er der stadig væsentligt flere mænd end kvinder. I 2006 udgjorde kvinder 41  % af alle dem, der fik en PhD-grad inden for naturvidenskab, matematik eller IT. Det samme år udgjorde kvinder 25  % af alle dem, der fik en PhD-grad inden for ingeniør-, fremstillings- og byggevirksomhed. Men inden for IT-videnskab udgjorde de mandlige kandidater mere end tre fjerdedele af det samlede antal kandidater i 2006. Mens europæiske kvinder bliver mere computer- og internetkyndige, er der stadig uligheder. Andelen af kvindelige kandidater i naturvidenskab og teknologi spænder fra 44  % i Estland til 20 % i Nederlandene. 81 % af de nederlandske 16-24-årige kvinder bruger computer hver dag, men denne andel er kun på 38 % i Bulgarien, sammenlignet med en andel på henholdsvis 89 % og 38 % for mænd i de samme lande. I EU bruger 38 % af mændene, men kun 28 % kvinderne dagligt internet. Denne forskel mellem kønnene er dog mindre end 7 procentpoint i Irland, Grækenland, Frankrig, Portugal og Finland samt i de 12 lande, der har tiltrådt EU siden 2004. Virksomheder og organisationer, der undertegner kodeksen, forpligter sig til at forøge antallet af kvinder, der tager en højere uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørvirksomhed, og til at ansætte og fastholde talentfulde kvinder i de europæiske telekom- og internetrelaterede virksomheder. Mentorordninger, åbent hus og computerlejre er nogle af de måder, hvorpå virksomhederne tiltrækker (unge) kvinder til sektoren. Et nyt redskab blev endvidere afsløret i dag i Bruxelles – en online vejviser for kvinder i IKT-sektoren ( www.ictwomendirectory.eu ). Den skal dække tre områder: teknologi, etablering af fællesskaber og forretning. Vejviseren samler alle aktiviteter, jobtilbud, lovgivning og statistikker vedrørende kvinder i IKT-sektoren, for at give et overblik over, hvad der sker på området i Europa, og for at etablere samarbejde og netværker blandt de forskellige aktører. Der er blevet indbudt 1000 berørte parter til at deltage i vejviseren. Baggrund: Hensigten med adfærdskodeksen for kvinder i IKT-sektoren er at gøre højteknologisektoren tiltrækkende for piger i skoler og på universiteter, og samtidig at få kvinder, der allerede arbejder i sektoren, til at blive der og gøre karriere dér. De 28 virksomheder, der har undertegnet kodeksen, blev bekendtgjort på seminaret "More women, better jobs and boosting growth" , der blev afholdt i Bruxelles den 8. oktober. De virksomheder, der indtil nu har undertegnet kodeksen, er: Alcatel-Lucent (Frankrig), APSCO (Det Forenede Kongerige), CISCO , European Center for Women and Technology , e-SKILLS (Det Forenede Kongerige), Equalitec (Det Forenede Kongerige), Google , HP , IMEC (Belgien), Infineon , IT Synergy (Det Forenede Kongerige), Lebanese Telecommunication Authority (Libanon), Microsoft , Motorola , Orange France-Telecom (Frankrig), Panasonic , Papirbredden Innovasjon (Norge), Portia (Det Forenede Kongerige), Promis@Service (Luxembourg), P31 Consulting (Det Forenede Kongerige), Research Council of Norway , SAP , Sharpe Thinking (Det Forenede Kongerige), Simula (Norge), Sony Europe , Steinbeis-Europa-Zentrum (Tyskland), University of Liverpool (Det Forenede Kongerige), and Women in Technology (Det Forenede Kongerige). De organisationer, der har undertegnet adfærdskodeksen for kvinder i IKT-sektoren er: http://ec.europa.eu/information_society/activities/digital_libraries/index_en.htm Europa-Kommissionens netsted om kvinder og IKT: www.ec.europa.eu/itgirls Vejviser for kvinder i IKT: http://www.ictwomendirectory.eu Video om kvinder i IKT: ”IKT er sejt”: http://www.youtube.com/watch?v=Mmhe36xwS-Y