IP/09/ 1525 Bruxelles, den 15. oktober 2009 Mælk: Fem medlemsstater skal betale mælkeafgifter på i alt 99 mio. euro som følge af kvoteoverskridelser Ifølge en foreløbig beregning, som Europa-Kommissionen har foretaget på grundlag af medlemsstaternes årlige rapporter, skal de medlemsstater, der har overskredet deres mælkekvoter, betale mælkeafgifter på godt 99 mio. euro for produktionsåret 2008/09. De samlede mælkeafgifter for det foregående år beløb sig til 340 mio. euro. Fem medlemsstater har overskredet deres kvote for leverancer, nemlig Østrig, Cypern, Italien, Luxembourg og Nederlandene. Disse medlemsstater tegner sig tilsammen for en kvoteoverskridelse på 348 400 tons, hvilket medfører en afgift på 97 mio. euro. Italien overskred sin kvote for leverancer med 1,5 %, Nederlandene overskred sin med 1,4 % og Østrig overskred sin med 1,2 %. Italien og Nederlandene har desuden rapporteret en overskridelse af kvoterne for direkte salg til forbrugerne på i alt 7 500 tons, hvilket medfører en afgift på 2,1 mio. euro. EU's samlede mælkeproduktion i kvoteåret 2008/09 (april - marts) lå 4,2 % under kvoten. Mariann Fischer Boel, EU-kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter, sagde følgende: "Selvom kvoterne for 2008/09 blev forhøjet, var produktionen stort set uændret i forhold til det foregående år, men priserne var meget lavere. At produktionen lå godt 4 % under kvoten, viser tydeligt, at de seneste måneders lave priser ab bedrift ikke på nogen måde skyldes den gradvise udfasning af kvoteordningen." Den samlede kvote for leverancer til mejerierne var på 143 mio. tons i kvoteåret 2008/09 (april 2008 til marts 2009). Denne kvote deles op i 935 000 individuelle kvoter for hele EU (EU-27). Der findes desuden en særskilt kvote på 3,4 mio. tons for direkte salg til forbrugerne, som deles op i 405 000 individuelle kvoter. Den samlede afgift, der skal svares, er væsentligt lavere (-71 %) i 2008/09 end i 2007/08. I de fleste medlemsstater er leverancerne faktisk uændrede eller endda faldet en smule til trods for, at kvoten i overensstemmelse med Rådets beslutning af 28. marts 2008 og reformerne af den fælles landbrugspolitik af 2003 blev forhøjet med 2,4 %, dvs. 3 400 000 tons. I 22 af de 27 medlemsstater behøver producenterne ikke at betale afgifter for leverancer, fordi de nationale kvoter ikke er overskredet. I 13 medlemsstater (Det Forenede Kongerige, Slovakiet, Finland, Estland, Letland, Grækenland, Ungarn, Sverige, Slovenien, Bulgarien, Litauen, Malta og Rumænien) var leverancerne faktisk mindst 5 % lavere end kvoten. Når det gælder den samlede uudnyttede kvote, tegnede Det Forenede Kongerige og Frankrig sig med henholdsvis 1 456 440 og 1 192 628 uudnyttede kvotetons for den største underforsyning. I de 22 medlemsstater, som ikke udnyttede hele deres leverancekvote, var den samlede uudnyttede leverancekvote på 5,73 mio. tons. Dette tilsammen med kvoteoverskridelserne i de nævnte fem medlemsstater betyder, at mælkeleverancerne i EU-27 faktisk lå 5,38 mio. tons under den samlede kvote, der var til rådighed. Hvordan fungerer ordningen? I EU afsættes komælk på grundlag af en kvoteordning. Hver medlemsstat får to kvoter, en for leverancer til mejerierne og en for direkte salg til forbrugerne (stalddørssalg). Disse mængder fordeles blandt producenterne (individuelle kvoter) i hver medlemsstat. Hvis den nationale kvote overskrides, skal de producenter, der har bidraget til overskridelsen, betale en afgift i den pågældende medlemsstat af de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, som afsættes ud over kvoten i løbet af en tolvmånedersperiode, som løber fra den 1. april til den 31. marts. Medlemsstaterne skal hvert år inden den 1. september aflægge rapport til Kommissionen om resultaterne af anvendelsen af mælkekvoteordningen i den foregående periode. Dette gøres ved hjælp af et spørgeskema, som skal udfyldes med alle de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af overskudsafgiften. Overskudsafgiften er på 27,83 euro pr. 100 kg ud over kvoten. Bilag 1: Foreløbige tal for 2008/09 Bilag 2: Tal for 2007/08 Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED