IP/09/1576 Bruxelles, den 23. oktober 2009 Miljø: Kommissionen åbner konkurrencen om titlen som Europas miljøhovedstad 2012 og 2013 Jagten på Europas næste miljøhovedstæder er gået ind. Udmærkelsen som Europas miljøhovedstad uddeles til foregangsbyer på miljøområdet. Tidligere i år blev Stockholm og Hamborg kåret som de første vindere af prisen for henholdsvis 2010 og 2011. Nu gælder det om at finde de byer, der skal have den eftertragtede titel i 2012 og 2013. Formålet med prisen er at hjælpe europæiske byer med at blive mere tiltrækkende steder - sundere og bedre at leve i. Miljøkommissær Stavros Dimas siger: "De lokale myndigheder spiller en vigtig rolle, når det gælder forbedringen af levestandarden for dem, der bor i byerne. Prisen som Europas miljøhovedstad skal tilskynde byerne til at løse miljøproblemer og at forbedre livskvaliteten for borgerne ved systematisk at inddrage miljøhensyn i deres planlægning." Konkurrencen om at blive Europas miljøhovedstad 2012 og 2013 Alle byer med over 200 000 indbyggere kan deltage i konkurrencen om prisen som Europas miljøhovedstad. Prisen kan gå til byer i EU's 27 medlemsstater, kandidatlandene (Tyrkiet, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Kroatien) samt landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (Island, Norge og Liechtenstein). Bedømmelsen vil blive foretaget ud fra 11 miljøkriterier, herunder det lokale bidrag til bekæmpelsen af globale klimaændringer, ­affaldsproduktion og ‑håndtering, natur og biodiversitet, transport, luft og vand. Byerne kan tilmelde sig konkurrencen via en onlineblanket. Tilmeldingsfristen for både 2012 og 2013 er den 1. februar 2010. Vinderne vil blive offentliggjort i oktober 2010. Juryen består af repræsentanter for Europa-Kommissionen, Det Europæiske Miljøagentur samt andre fremtrædende europæiske og internationale miljøorganisationer. Grønnere byer Fire ud af fem europæere bor i byer, og deres livskvalitet påvirkes direkte af bymiljøets tilstand. Prisen som Europas miljøhovedstad er tænkt som et initiativ, der skal fremme og belønne indsatsen, tilskynde byerne til at yde en ekstra indsats og tilskynde udveksling af bedste praksis med andre europæiske byer. Prisen vil gå til en by, der i lang tid har holdt en høj miljøstandard og har forpligtet sig til løbende at gøre en ambitiøs indsats for at fremme miljøforbedringer og bæredygtig udvikling. Målet med prisen er, at de byer, der vinder, skal fungere som inspiration for andre europæiske byer og fremme bedste praksis. I februar i år vandt Stockholm og Hamburg den hårde konkurrence og blev kåret som de første vindere af prisen som Europas miljøhovedstad. Den svenske hovedstad bliver Europas miljøhovedstad i 2010 fulgt af Hamburg i 2011. Byerne blev valgt som forbillede for resten af Europa for deres indsats for at forbedre bymiljøet til fordel for deres borgere, herunder deres ambitiøse indsats for at løse problemerne med luftforurening, trængsel i trafikken og drivhusgasser. Baggrund Initiativet til at indstifte prisen "Europas miljøhovedstad" er taget af en række miljøbevidste byer. Idéen blev fremsat første gang på et møde i Tallinn, Estland, den 15. maj 2006 på initiativ af Tallinns tidligere borgmester Jüri Ratas. På mødet underskrev 15 europæiske byer og sammenslutningen af estiske byer et fælles aftalememorandum om indstiftelse af en sådan pris. På nuværende tidspunkt har det tilslutning fra over 40 byer, herunder 21 hovedstæder i EU. Yderligere oplysninger: Læs mere om "Europas miljøhovedstad" på: www.europeangreencapital.eu Kommissionens websted om bymiljø: http://ec.europa.eu/environment/urban/home_en.htm