IP/09/ 1781 Bruxelles, den 20. november 2009 Forenkling af den fælles landbrugspolitik: Kommissionen vil påtage sig yderligere forenklingsprojekter Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter offentliggjorde i dag en rapport med reaktionerne på de 39 forslag til forenkling, som medlemsstaterne i fællesskab forelagde Kommissionen i april. Arbejdsdokumentet indeholder oplysninger om resultatet af vurderingsprocessen og status over de fremskridt, der er opnået siden marts 2009. Rapporten vil blive drøftet på rådsmødet (landbrug) i december. “EU’s landmænd bør ikke hæmmes af unødigt komplicerede regler og bureaukrati, især ikke i den aktuelle økonomiske situation”, udtalte Mariann Fischer Boel, kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter. “Denne rapport vidner om, at vi holder fast ved denne strategi. Forenkling er ikke noget, vi bare snakker om; vi mener det alvorligt.” Størstedelen af de 39 forslag fik en positiv vurdering. Kommissionen påtænker at gå videre med disse og hurtigt gennemføre dem. Vi er allerede langt fremme med en del af forslagene, og de er indføjet i de reviderede regler for direkte betalinger, der vil gælde fra den 1. januar 2010. Kommissionens arbejdsdokument indeholder også en række yderligere idéer til forenkling, f.eks. et mere simpelt program til at fremme afsætningen af landbrugsprodukter. Det overvejes eventuelt at ophæve reglerne om en frivillig mærkningsordning for oksekød og åbne mulighed for at harmonisere betalingsfristerne for visse foranstaltninger vedrørende udvikling af landdistrikterne med de direkte betalinger. Kommissionen har koncentreret sig om at forenkle den fælles landbrugspolitik, siden den første meddelelse herom blev offentliggjort i oktober 2005. Dens aktiviteter er fuldt forenelige med den overordnede strategi om bedre lovgivning, der bl.a. tilsigter at nedbringe den administrative byrde med 25 % frem til 2012. Rapporten kan findes på følgende adresse: http://ec.europa.eu/agriculture/simplification/index_en.htm