IP/09/ 1800 Bruxelles, den 20. november 2009 Telesektoren: Europa-Kommissionen glæder sig over EU-ministrenes godkendelse af en bred reform med henblik på at skabe et konkurrencepræget indre telekommunikationsmarked EU’s Ministerråd godkendte i dag enstemmigt den reformlovpakke for telekommunikation, som Europa-Kommissionen oprindeligt stillede forslag om i 2007. Dagens beslutning i Rådet er truffet efter, at en politisk aftale om pakken mellem Europa-Parlamentet og Rådet kom i stand på et afgørende møde den 5. november ( MEMO/09/491 ). Med de nye regler øges konkurrencen og investeringerne i EU’s telekommunikationsmarked, idet retssikkerheden styrkes for virksomheder, som investerer i højhastighedslysledernet og trådløse net. De vil også give nye mobiltjenester adgang til æteren. Europa-Parlamentet holder sin afstemning på næste uges plenarforsamling i Strasbourg med henblik på formelt at tilslutte sig telekommunikations­pakken. De reformerede telekommunikationsregler træder i kraft efter offentliggørelsen i EU-Tidende i december 2009. “Ministerrådets vedtagelse af telekommunikationspakken i dag giver et klart signal om at øge konkurrencen og investeringerne i nye og hurtigere telekommunikations­net og –tjenester inden for et styrket indre marked. Europa-Kommissionen arbejdede for denne reform i to år, og jeg ser med tilfredshed på, at mange af vores europæiske ambitioner har vundet tilslutning hos ministrene takket være det svenske formandskabs lederskab” , udtalte Viviane Reding, EU's kommissær for telekommunikation. “Rådets godkendelse af telekommunikationsreformen kommer i rette tid. EU’s BNP forventes som følge af den økonomiske og finansielle krise at falde med 4 % i år, men denne reform vil få en meget positiv makroøkonomisk virkning. EU’s nye telekommunikationsregler vil bidrage væsentligt til et styrket, mere konkurrencepræget og forbrugervenligt indre telekommunikationsmarked med hurtigere lysleder- og mobilnet i hele EU. Det vil også styrke retssikkerheden for såvel etablerede som nytilkomne teleoperatører og sørge for, at beslutningerne i medlemsstaterne træffes efter en ensartet praksis.” De 12 vigtigste reformer i EU’s nye telekommunikationspakke findes i MEMO/09/513 Det videre forløb: Den endelige afstemning om reformpakken ved tredjebehandlingen på Europa-Parlamentets plenarforsamling (berammet til den 24. november 2009) den samlede reformlovpakke for telekommunikation træder i kraft med offentliggørelsen i EU-Tidende (december 2009) Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) oprettes (foråret 2010) omsætning af reformlovpakken for telekommunikation i de 27 EU-medlemsstaters nationale lovgivning (frem til juni 2011). Yderligere oplysninger: Den foreløbige udgave af den aftalte reformpakke: http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/tomorrow/index_en.htm MEMO/09/513