IP/09/723 Bruxelles, den 8. maj 2009Samhørighedspolitik i verdensklasse: EU-kommissær Danuta Hübner taler på den første konference på højt niveau om god regional forvaltningsskik i global sammenhængDanuta Hübner, EU-kommissær for regionalpolitik, holder den 11. maj hovedtalen på en konference i Bruxelles, hvor der sættes fokus på "God regional forvaltningsskik i global sammenhæng". Det er første gang, der afholdes en konference af denne type. Der er 300 deltagere, herunder formænd for europæiske regioner og repræsentanter fra Brasilien, Rusland, Kina, Canada, Paraguay, Senegal, Burkina Faso og andre lande samt fra regionale organisationer som OLAGI (Intermediate Governments of Latin America) og WAEMU (Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union). Formålet med denne konference er at se på erfaringerne med EU's samhørighedspolitik og lignende politikker i andre dele af verden, set i sammenhæng med den stigende interesse for denne politik i EU's eksterne forbindelser. Et af de centrale emner, der kommer til debat, er, hvordan der kan skabes mere effektive systemer for god forvaltningsskik for at sikre, at regionaludviklingspolitikken har en optimal virkning. Forud for konferencen udtalte EU-kommissær Danuta Hübner: “Lande i hele verden står over for de samme udfordringer, ikke mindst den globale økonomiske krise, men også aldrende befolkninger, risici som følge af klimaændringerne og bekymring over energiforsyningssikkerheden. I EU er vi i gang med at indgå partnerskaber med lande uden for EU til fordel for begge parter. Vi kan konstatere, at mange lande udviser en stigende interesse for EU's model for samhørighedspolitik og de gode resultater med at fremme en afbalanceret regionaludvikling og skabe muligheder. Deltagerne får på denne konference en unik mulighed for at udveksle erfaringer og lære af hinanden." Konferencen varer i to dage og er arrangeret af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik i samarbejde med Generaldirektoratet for Udvikling, Regionsudvalget og FOGAR (det globale forum for regionale sammenslutninger). Ud over at gennemgå EU's erfaringer med samhørighedspolitikken skal man på konferencen også se på forskellige udviklingsmodeller, hvordan man udveksler erfaringer i et tværnationalt samarbejde, og de europæiske regioners rolle i fremme af partnerskaber med regioner andre steder i verden. Andre kan få glæde af EU's erfaringer med samhørighedspolitik I sin tale vil Danuta Hübner fremhæve det grundlæggende princip i samhørighedspolitikken, nemlig fremme af økonomisk og social samhørighed ved at mindske forskellene mellem medlemsstaternes og regionernes udviklingstrin. Det er samhørighedspolitikkens primære rolle, men de udfordringer, som EU's regioner har stået over for gennem tiderne, har ændret sig, og EU-kommissæren ønsker at understrege, hvordan EU-politikken bliver ændret for at kunne leve op til nye realiteter og udgøre en mere strategisk og effektiv løsning. Danuta Hübner vil understrege, at de nye udfordringer globalisering, klimaændringer og demografiske ændringer har en kraftig "territorial" dimension, der kræver en indsats på lokalt og regionalt plan. Hun vil også fremhæve de projekter, der især har været vellykkede, og de erfaringer, man navnlig har lært af under gennemførelsen af samhørighedspolitikken, hvilket kan være nyttige oplysninger for lande uden for EU. Konferencen er opdelt i tre workshopper. På den første, "Regionale løsninger på globale udfordringer", sættes der fokus på, hvordan forskellige regionale forvaltningsformer har bidraget til udviklingsprogrammer både i og uden for EU. På den anden workshop, "Det regionale samarbejdes rolle i en globaliseret verden", gennemgås EU-regionernes voksende indflydelse på udviklingen af byer og regioner i resten af verden, og der ses på, hvordan regionale netværker kan bidrage til udvikling og bæredygtighed. På den tredje workshop, "Regionale uligheder i vækstlandene", ses der på omfanget af uligheder i forskellige dele af verden, og det vurderes, om en geografisk baseret tilgang som f.eks. EU's samhørighedspolitik er den mest effektive måde at udjævne sådanne uligheder på. Baggrundsoplysninger EU har undertegnet bilaterale aftaler med Kina, Rusland og Brasilien for at styrke samarbejdet om regionalpolitik og forventer at undertegne en tilsvarende aftale med Ukraine i den nærmeste fremtid. Blandt de fælles interesser kan nævnes instrumenter til støtte for innovationsbaseret regionaludvikling, klassificering af og inddeling i regioner samt fysisk planlægning. Europa-Parlamentet har også for nylig vedtaget at finansiere et pilotprojekt til fremme af samhørighedspolitikken på globalt plan (2 mio. EUR). Yderligere oplysninger om konferencen findes på webadressen: http://ec.europa.eu/regional_policy/conferences/globalreggov/index_en.htmYderligere oplysninger om internationale anliggender i EU's samhørighedspolitik findes på webadressen: http://ec.europa.eu/regional_policy/international/index_en.htm