IP/09/ 845 Bruxelles, den 28. maj 2009 Reelle gevinster for borgerne i hele EU: Kommissionens resultater i perioden 2004-2009 Forud for valget til Europa-Parlamentet har Europa-Kommissionen i dag fremlagt de resultater, den har opnået. Europa-Kommissionen har fået den genforenede union til at fungere til fordel for borgerne og har bragt øget stabilitet og velstand til EU's 27 medlemsstater. Den har handlet beslutsomt over for den finansielle og økonomiske krise. Den har anvendt en integreret tilgang til bekæmpelse af klimaændringer og sikring af energiforsyninger. Kommissionen har tilstræbt en globalisering, der inddrager flest muligt, er bedre reguleret og afspejler europæiske værdier. Formanden for Europa-Kommissionen José Manuel Barroso udtalte: "Denne kommission, som er den første, der har fungeret i den udvidede union med 27 medlemsstater, har i en periode med enorme økonomiske og samfundsmæssige ændringer været stillet over for nogle af de største problemer nogensinde for Den Europæiske Union. Vi har holdt fast ved de centrale værdier og mål, der har gjort EU til så stor en succes, og ydet et markant bidrag til den fremtidige europæiske integrationsproces. Jeg er særlig stolt af vores indsats over for den økonomiske og finansielle krise, vores ambitiøse dagsorden for bekæmpelsen af klimaændringer og fastlæggelsen af en virkelig EU-energipolitik. Vi tager nu teten i forsøget på at forme globaliseringen ud fra europæiske værdier og vil tilstræbe at fremme EU's interesser på internationalt plan. Nu er det op til borgerne at give udtryk for deres synspunkter med hensyn til fremtiden ved valget til Europa-Parlamentet. Jeg opfordrer EU's borgere til at gøre brug af deres demokratiske ret." Der redegøres for de samlede resultater i et dokument, der offentliggøres i dag, og som er tilgængeligt på alle officielle EU-sprog. Barroso-kommissionen har opbygget sin troværdighed over for borgerne, erhvervslivet, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet i de seneste fem år. Den har vist, at den kan foreslå ambitiøse, men realistiske initiativer og sikre, at de bliver gennemført. Alt dette har den gjort i tider med institutionelle ændringer og økonomisk krise. Der er vedtaget omfattende ny lovgivning, der entydigt fastslår, at det indre marked er til for borgernes skyld, og som f. eks. styrker passagerernes rettigheder i forbindelse med transport, sænker mobiltelefonitaksterne eller letter betalinger på tværs af landegrænser. Samtidig har Kommissionen forenklet EU's regelsæt og foreslået at fjerne næsten 10 % af lovgivningen, som er overflødig, og at begrænse de administrative byrder for erhvervslivet, navnlig de små og mellemstore virksomheder. Kommissionens fokus på vækst og beskæftigelse gennem den fornyede Lissabon-strategi og den reviderede stabilitets- og vækstpagt har gjort EU bedre rustet til at handle over for den igangværende økonomiske, finansielle og beskæftigelsesmæssige krise. Kommissionen var den første internationale institution, der fremlagde en troværdig redningsplan, og har vist vejen med hensyn til indsatsen over for giftige aktiver, kapitaltilførsel, statsstøtte og foranstaltninger til redning og efterfølgende genopretning i bestemte sektorer, f.eks. bilindustrien. Kommissionen fører an i indsatsen på G20-plan og på EU-plan ved gennemførelse af Larosière-rapportens anbefalinger. Barroso-kommissionen er gået i spidsen for at ændre EU's tilgang til klimaændringer og energi. Med den ambitiøse lovpakke, Barroso-kommissionen har lagt frem, har Den Europæiske Union vist, at den er parat til at påtage sig et lederskab, og det vil den også gøre forud for klimakonferencen i København. Den sikrer, at kortsigtede foranstaltninger over for den økonomiske krise er fuldt forenelige med mere langsigtede mål. Europa-Kommissionen har gjort en stor indsats for at ændre den globale tilgang til bekæmpelse af fattigdom, til globale sundhedsproblemer, migration og sikkerhedsspørgsmål. Den har gjort sin indflydelse gældende i forbindelse med kriserne i Georgien, Mellemøsten og Afrika. Samtidig har den tilstræbt regional stabilitet i EU's nabolande og fremmet effektive og ambitiøse partnerskaber med globale magter for at forsvare EU's interesser og europæiske værdier. Der er behov for en yderligere indsats. Doha-handelsrunden er endnu ikke afsluttet. En række forslag til reform af de finansielle markeder, til fremme af beskæftigelsen og til indsats over for andre presserende udfordringer er lagt frem af Kommissionen, men mangler endnu endelig EU-godkendelse. Samtidig med at Kommissionen søger at afhjælpe konsekvenserne af de nuværende økonomiske problemer, skal den sikre, at EU kommer styrket ud af krisen. Den vil fortsat prioritere ratificeringen af Lissabon-traktaten, som vil give EU øget handleevne. Barroso-kommissionen har taget initiativet og foreslået løsninger på de øjeblikkelige problemer. Planen til økonomisk genopretning, bekæmpelse af klimaændringer, energisikkerhed, den europæiske fond for tilpasning til globaliseringen, fødevarefaciliteten på 1 mia. EUR på udviklingsområdet, det europæiske teknologiinstitut, 5 mia. EUR til energiprojekter og bredbånd til landdistrikter og pagten om indvandring og asyl - er alle Kommissionens initiativer. Kommissionen har vist, at EU kan fungere med 27 medlemsstater, føre an i debatten og levere resultater. Kommissionen har været det lokomotiv, der har trukket gennemførelsen af EU's dagsorden fremad. Den har skabt enighed blandt alle 27 medlemsstater på hvert af Det Europæiske Råds møder - både i gode og vanskelige tider. Dette er den status, der kan gøres over Kommissionens arbejde. Baggrund Barroso-kommissionen indledte sit arbejde den 22. november 2004. Kommissionens mandat udløber efter planen den 31. oktober 2009. Kommissionen har over de seneste fire og et halvt år vedtaget ambitiøse lovgivningsforslag. Europa-Parlamentet og Rådet er siden starten af 2005 nået til enighed om 470 forslag efter proceduren for fælles beslutningstagning. Nærmere oplysninger om Kommissionens resultater på specifikke politikområder kan fås ved henvendelse til de enkelte kommissærers kontorer. Der findes en redegørelse for Kommissionens resultater på følgende adresse: http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/priorities/bilan/index_en.htm