IP/09/941 Bruxelles, den 17. juni 2009 Opfordring fra Europa-Kommissionen: "Forestil dig en ny verden" … gennem fotografering I forbindelse med det europæiske år for kreativitet og innovation 2009 afholder Europa-Kommissionen en fotokonkurrence over temaet "Forestil dig en ny verden". Professionelle fotografer og amatørfotografer i alle aldre fra alle EU-lande opfordres til at vise deres kreativitet. En jury bestående af fremtrædende personligheder udvælger vinderne, der modtager præmier i form af fotoudstyr og rejser til byer i EU. Konkurrencen har sin egen hjemmeside: www.imagine2009.eu . Sidste frist for indsendelse af fotos er den 31. august 2009. Forestillingsevnen er livsvigtig for mennesket. Den medvirker til at give erfaring mening og til at gøre viden forståelig. Takket være forestillingsevnen kan vi begribe verden. I tider som disse med hastige forandringer er vi nødt til at være fleksible og kreative, gøre fuldt brug af vores fantasi og evne til at skabe nyt og tænke os selv frem i tiden. Europa-Kommissionen opfordrer alle professionelle fotografer, amatørfotografer, fotografstuderende og alle andre talenter til at indsende deres fotos til fotokonkurrencen "Forestil dig en ny verden" . Konkurrencen er åben for alle, der bor i et EU-land, i et kandidatland eller i Island, Liechtenstein eller Norge, og som går lige så højt op i fotografering som os. Konkurrencejuryen s formand er Chris Wainwright , der er professor i fotografi og formand for Den Europæiske Liga af Kunstinstitutter (ELIA). En international jury bestående af kendte eksperter inden for fotografi og kunst bedømmer de indsendte fotos og udvælger vinderne. Jurymedlemmerne er Claude Bussac , direktør for PhotoEspaña, Spanien, François Hébel , direktør for Rencontres d'Arles, Frankrig, Orsolya Kőrösi , administrerende direktør for Hungarian House of Photography, Ungarn, Vangelis Ioakimidis , direktør for Thessaloniki Museum of Photography, Grækenland, Elina Brotherus , fotograf og videokunstner, Finland, og Klavdij Sluban , fransk fotograf af slovensk oprindelse. Almindelige EU-borgere vil ved en onlineafstemning få mulighed for at udvælge vinderen af prisen, der går til "Borgernes favorit" . De fire vindere af konkurrencen får overrakt store præmier i form af kameraer, fotoudstyr og rejser til europæiske byer, og de vil opnå bred anerkendelse for deres evner på den europæiske scene. Fotokonkurrencen er e t af flere arrangementer, der afholdes af Europa-Kommissionen som led i det europæiske år for kreativitet og innovation 2009. Temaårets slogan er "Tænke, Skabe, Forny." , og formålet er at skabe større opmærksomhed om betydningen af kreativitet og innovation som nøglekompetencer for personlig, social og økonomisk udvikling. Ved at fremhæve kreativitet og innovation sigter EU mod at forme EU's fremtid i den globale konkurrence ved at fremme det kreative og innovative potentiale, vi alle har. Yderligere oplysninger: Konkurrencens officielle hjemmeside : www.imagine2009.eu Officiel hjemmeside for det europæiske år for kreativitet og innovation : http://create2009.europa.eu