IP/09/1516 Bruxelles, den 14. oktober 2009 Kosovo * - realisering af det europæiske perspektiv Europa-Kommissionen markerer i dag en ny fase i EU's forbindelser med Kosovo. Kommissionen foreslår i sin meddelelse, "Kosovo - realisering af det europæiske perspektiv", at sætte gang i en proces, der skal sikre Kosovos borgere rejsevisumfritagelse, og at indlede forberedelserne til en omfattende handelsaftale, når Kosovo lever op til de fastsatte krav. Olli Rehn, EU-kommissæren for udvidelse, udtalte: "Den beslutning, der offentliggøres i dag, markerer en ny fase. Vi foreslår en række praktiske foranstaltninger, der skal bidrage til at forbedre tilværelsen for alle Kosovo-borgere. Disse foranstaltninger vil vise Kosovo, at en tilnærmelse til EU ikke kun er teori, men derimod frembyder reelle, håndgribelige fordele for alle. Vi opfordrer nu EU-medlemsstaterne til at tilslutte sig vores forslag og sikre, at Kosovo ledsager udviklingen i de øvrige lande på Vestbalkan." Dette initiativ indgår i Kommissionens udvidelsesstrategi for 2009, som også omfatter statusrapporten for 2009 for Kosovo. EU-medlemsstaterne tog i november sidste år godt imod Kommissionens forslag om at overveje måder, hvorpå EU generelt kan støtte Kosovos politiske og samfundsøkonomiske fremskridt i forbindelse med landets tilnærmelse til EU. Kommissionen sætter i dag fokus på de vigtigste politikområder, som Kosovo skal tage fat på det næste par år, og angiver, hvordan EU kan bistå landet med den opgave. Den opstiller afslutningsvis en liste over politikhenstillinger. Kommissionen foreslår at gå i gang med at arbejde hen imod en liberalisering af visumreglerne for Kosovos borgere. Den foreslår også, at man går i gang med at oprette handelsforbindelser med Kosovo. Den ønsker at afgrænse måder, hvorpå Kosovo kan deltage i visse EU-programmer og inddrages i initiativer på områder som f.eks. beskæftigelse, erhvervspolitik og uddannelse. Kommissionen foreslår også, at EU løfter sin politiske dialog med Kosovo op på et højere niveau og udvider sin finansielle bistand til Kosovo til også at omfatte grænseoverskridende samarbejde. EU-foranstaltningerne vil blive gennemført gradvist og afhænge af de fremskridt, Kosovo gør. Kommissionens forslag berører ikke EU-medlemsstaternes holdning til Kosovos status. * Som defineret i henhold til resolution 1244/99 fra FN's Sikkerhedsråd